Messi og co. udnytter Bolivia-brølere i comeback-sejr

Fodboldstjernen Lionel Messi og resten af Argentinas landshold spillede sig tirsdag nærmere VM i 2022.

På udebane vandt argentinerne 2-1 over Bolivia, der havde fordel af den tynde luft på hjemmebanen i den højtbeliggende hovedstad La Paz.

Værterne bragte sig foran midtvejs i første halvleg, da Marcelo Moreno headede Bolivia i front.

Kort før pausen udlignede de argentinske gæster på den første af to afgørende bolivianske foræringer i kampen.

Argentinas Lautaro Martinez driblede mod baglinjen og lagde bolden indover, men den endte lige i fødderne på en forsvarer. Han fumlede dog så længe med bolden, at Martinez nåede hen til ham og fik tacklet bolden i mål til 1-1.

Med 12 minutter tilbage faldt det afgørende mål. Hjemmeholdets målmand var tæt på at sende bolden ud over sidelinjen med et udspark, og det havde måske været bedst for Bolivia, hvis det var endt sådan.

I stedet fik værternes venstrekant dog halvdesperat foden på og holdt bolden i spil, men i stedet for at få kontrol over den, så trillede bolden hen i fødderne på en modspiller. Det satte gang i en argentinsk kontra, som Joaquín Correa afsluttede med at sparke Argentina på 2-1.

Med sejren har Argentina vundet de to første kvalifikationskampe til VM i Qatar, mens Bolivia står noteret for to nederlag.

Natten til onsdag dansk tid mødtes Ecuador og Uruguay også i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Det blev et hæsblæsende opgør som hjemmeholdet Ecuador trak sig sejrrigt ud af, da holdet vandt 4-2.

Kampen indeholdt blandt andet tre scoringer, der blev annulleret efter VAR-gennemsyn – to styks til Uruguay og et enkelt til Ecuador.

Hjemmeholdet bragte sig i løbet af kampen foran med hele 4-0 efter to scoringer i hver halvleg, inden Luis Suárez i slutminutterne reducerede på to straffespark.

Begge hold har nu tre point efter de to første kampe.

/ritzau/