DIF-chef mister jobbet på grund af upassende adfærd

Økonomidirektør i Danmarks Idrætsforbund (DIF) Morten Olesen er fratrådt sin stilling, og samarbejdet er i fredags bragt til ophør med øjeblikkelig virkning.

Sådan skriver DIF i en kort pressemeddelelse.

Ifølge Politikens oplysninger sker det på grund af krænkende og grænseoverskridende adfærd.

– Jeg kan ikke gå i detaljer med årsagen til hans fratrædelse. Men jeg kan sige så meget, at der er tale om upassende adfærd, siger DIF-formand Niels Nygaard til Politiken.

Det er mindre end en måned siden, at DIF-direktør Morten Mølholm i samme avis gav udtryk for, at der findes sexisme inden for idrætten.

– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi også har problemer med sexisme i idrætten, ligesom der er sexisme i alle mulige andre sektorer. Men jeg tror også, at der er stor forskel på kulturer i vores idrætsgrene.

– Jeg tror, at der er nogle miljøer, hvor sprogbrugen er hårdere end i andre, sagde han i et interview bragt i Politiken 19. september.

Morten Olesen tiltrådte i sommeren 2015 jobbet som økonomidirektør i DIF, efter han i en periode havde været konstitueret direktør sammen med Morten Mølholm.

/ritzau/