Christian Eriksen vil snuppe Schmeichels landskampsrekord

Christian Eriksen bliver onsdag aften med stor sandsynlighed medlem af en eksklusiv klub.

Både han og landsholdsanfører Simon Kjær runder 100 landskampe for Danmark, hvis de kommer på banen i Nations League-kampen på Wembley mod England.

Det er en ærefuld bedrift, siger Christian Eriksen, som gør sig klar til at indlede jagten på Peter Schmeichels landskampsrekord, der lyder på 129 landskampe.

– Selvfølgelig ville det da være mega fedt at være den spiller, der har spillet flest landskampe. Jeg ved hvor stor betydning Peter Schmeichel og alle de andre højt på listen har haft for dansk fodbold, og selvfølgelig vil jeg gerne være med der, hvor jeg bliver set på samme måde, som folk som dem.

– Men der er lige et stykke vej endnu, og der er nogle slutrunder og lidt af hvert, der skal spilles inden, siger Christian Eriksen.

Den 28-årige midtbanespiller fortæller, at han mange gange er blevet gjort opmærksom på, at han er i spil til at snuppe Peter Schmeichels rekord, og han forstår den logiske kobling mellem ham selv og rekorden. Men Eriksen tager det ikke for givet, at han kommer til at overtage den.

– Der kan ske alt mulig i mellemtiden. Som fodboldspiller har jeg formået at tage en landskamp ad gangen, for antallet er først noget, man lægger mærke til, når man en gang lægger støvlerne på hylden.

– Så længe man er aktiv, så handler det om den næste kamp, den næste kamp og den næste kamp. Det handler det også om for mig.

– Lige nu spiller jeg fodbold for at spille kampene, og så er det lige meget, hvilket nummer kamp det er. Men jeg er alligevel sikker på, at det kommer til at føles meget specielt at runde 100 kampe, siger Eriksen.

Med til historien om milepælen hører, at Eriksen stort set altid er kampklar. Siden debuten i marts 2010 har han kun misset ti landskampe. I fire af de kampe har der været point på spil.

Landstræner Kasper Hjulmand ser også fynboen som en stærk kandidat til landskampsrekorden.

– Det er voldsomt imponerende, hvad han har nået på landsholdet indtil nu. Så længe han spiller, som han gør, så spiller han selvfølgelig på landsholdet, siger Hjulmand.

Anfører Simon Kjær runder sandsynligvis også 100 landskampe onsdag aften, og han forventer, at den tre år yngre Eriksen er den af de to spillere, der ender med at have spillet flest landskampe.

– Jeg har sagt til Christian, at han godt kunne have givet mig de 100 kampe først, for han skal nok løbe fra mig på et senere tidspunkt. Jeg håber, at han får rekorden, for det er bestemt muligt med hans alder, siger Kjær.

Den potentielt dobbelte jubilæumskamp begynder onsdag klokken 20.45 dansk tid.

/ritzau/