Blichfeldt vinder overlegent første kamp i Denmark Open

Danmarks bedst rangerede kvindelige singlespiller i badminton, Mia Blichfeldt, spillede sig onsdag sikkert og hurtigt videre fra første runde af Denmark Open.

Den 23-årige dansker mødte slovakken Martina Repiska, men hun kunne ikke stille meget op mod danskeren, der styrede kampen fra start til slut og vandt 21-7, 21-8.

Ud over en servefejl ved stillingen 0-0 forløb første sæt smertefrit for Blichfeldt.

Hun styrede kampen fra start og kunne holde kort pause i første sæt med stillingen 11-5. I den sidste halvdel af sættet gav hun kun to point væk og kunne efter blot 13 minutter snuppe første sæt med 21-7.

I andet sæt kom Martina Repiska kortvarigt bedre med indtil stillingen 3-3, hvor danskeren igen hurtig trak fra ved at vinde syv point i træk.

Mia Blichfeldt gik på intet tidspunkt ned i tempo, og derfor sluttede kampen hurtigt og uden spænding, da hun sikrede sig andet sæt med 21-8.

– Jeg følte, jeg kom godt igennem og fik slået en masse slag, som jeg havde planlagt inden kampen, så det var fint, siger hun til TV2 efter sejren.

Ud over Mia Blichfeldt har mange andre danskere været i aktion onsdag i den første badmintonturnering siden marts.

I herredouble har den nye konstellation med Mathias Christiansen og Niclas Nøhr tabt til tyskerne Mark Lamsfuss og Marvin Seidel, der vandt 12-21, 21-13, 21-14.

19-årige Amalie Schulz er også ude efter god fight til den seedede canadier Michelle Li, der vandt 21-18, 21-13.

Bedre gik det for damedoublen Natasja Anthonisen og Clara Graversen, der vandt i to sæt over russerne Anastasiia Akchurina og Olga Morozova.

/ritzau/