Udgået Giro-rytter: Coronasikkerheden sejler

Den hollandske cykelrytter Jos van Emden nåede at lange hårdt ud efter coronasikkerheden, før hans Jumbo-Visma-mandskab tirsdag trak sig fra det italienske etapeløb efter yderligere otte smittetilfælde i feltet.

I en podcast mandag hævdede Jos van Emden, at sikkerhedsboblen omkring rytterne ikke er stærk nok.

– Den anden dag var vi på hotel med fire eller fem hold … men på det pågældende hotel var der også folk fra de neutrale servicebiler, politifolk og almindelige mennesker, og de spiste alle fra den samme buffet, så det var en meget stor fejl, synes jeg, sagde Jos van Emden til The Cycling Podcast.

Boblen skal sikre, at rytterne mellem etaperne ikke kommer i kontakt med andre folk end ansatte på deres egne hold.

– Jeg hørte fra en fyr på Quick-Step, at de havde oplevet præcis det samme.

– Han sendte mig en video fra deres spisesal, og der sad også Mitchelton-Scott-holdet. For mig er der ingen tvivl om, at Simon Yates blev smittet der, sagde Jos van Emden.

Tirsdag kom også Steven Kruijswijk og Michael Matthews på listen over smittede ryttere.

Inden starten på 10. etape sagde løbschef for Giro d’Italia, Mauro Vegni, i et interview, at man vil gøre alt for at gennemføre løbet, og at en aflysning på nuværende tidspunkt ikke er en reel risiko.

Det erklærer flere danske eksperter sig umiddelbart enige i, men de er som Van Emden bekymrede for, at de italienske arrangører tilsyneladende ikke formår at beskytte rytterne, så godt som det skete under Tour de France.

– Det, jeg kan være bekymret for, er, at Vegnis setup ikke er lige så skudsikkert, som vi for eksempel så det under Tour de France, siger cykelsportskommentator Thomas Bay i en udsendelse på Kanal 5.

Han peger på problemer med at isolere rytterne fra omverdenen og noterer sig en ikke uvæsentlig detalje i interviewet med løbsdirektøren.

– Under Tour de France så vi ikke et eneste interview gennemført uden plastik på mikrofonerne. I det interview, vi lige har set med Vegni, havde kun én af mikrofonerne plastik på, siger Thomas Bay.

Hans medkommentator Jesper Worre stemmer i.

– Italienerne snakker ofte mere, end de handler. Det er ikke altid, de får ageret eller er særligt kommanderende, siger Jesper Worre, der tidligere har stået i spidsen for PostNord Danmark Rundt.

Men derudover maner de begge til besindighed, for i den seneste testrunde var der otte positive test ud af 571.

– Vi skal huske på, at der i Tour de France var fire positive test på første hviledag.

– Jo, det er alvorligt, men jeg er ikke nået dertil, hvor jeg tror, vi ikke kommer til Milano, siger Thomas Bay.

– Jeg er egentlig også optimistisk omkring en gennemførelse, siger Jesper Worre med henvisning til, at der er foretaget i alt 1500 coronatest i årets Giro d’Italia, og 11 af dem har været positive.

Ud over Jumbo-Visma har også hele Mitchelton-Scott-holdet trukket sig fra løbet.

/ritzau/