U21-talenter booker EM-plads med 2-1-sejr over Finland

Det danske U21-landshold er på noget nær suveræn vis klar til næste års EM i Ungarn og Slovenien.

De danske talenter slog tirsdag på hjemmebanen i Aalborg Finland med 2-1 på to mål fra Victor Jensen fra Ajax.

Dermed kan landstræner Albert Capellas mandskab ikke længere indhentes på gruppens førsteplads.

Den sidste gruppekamp på udebane mod den nærmeste forfølger fra Rumænien om en måned er derfor uden betydning.

Danskerne har hentet 25 point af 27 mulige i de første ni gruppekampe.

/ritzau/