Sagan vinder smuk sejr og Fuglsang taber tid i Giroen

Peter Sagan vandt tirsdag en tiltrængt og smuk sejr på 10. etape i Giro d’Italia efter et langt togt, der sluttede med solokørsel til mål.

På det afsluttende flade stykke forsøgte Brandon McNulty (UAE) at nå op til den tidligere verdensmester.

Men Sagan var ikke til at hente, og dermed kørte slovakken først over stregen for første gang siden 5. etape i Tour de France 2019.

Nede i favoritgruppen var Jakob Fuglsang stærkt uheldig.

Danskeren så presset ud på dagens sidste stigning. Den danske Giro-trumf klarede sig dog over toppen, men på nedkørslen blev han ramt af en punktering.

I mål kostede det danskeren et tidstab til de øvrige favoritter i kampen om den samlede sejr.

Danskeren krydsede målstregen omkring 1.38 minutter efter Sagan, mens løbets førende rytter, Joao Almeida (Quick-Step), Wilco Kelderman (Sunweb), Vincenzo Nibali og flere andre kom i mål 23 sekunder efter sejrherren.

Dermed røg Jakob Fuglsang ud af den samlede top-10.

På 11.-pladsen er han 2 minutter og 20 sekunder efter portugiseren i førertrøjen.

Sagans flotte sejr kom i hus efter en dag med otte nye coronasmittede i og omkring feltet, to holds exit og en voldsomt hektisk etape.

For godt nok lå de 177 kilometer placeret mellem Lanciano og Tortoreto, men ruten og rytternes kørsel på den mindede mest om en belgisk forårsklassiker.

Fra start var der tale om et vildt forfølgelsesløb mellem forskellige udbrud og det evigt insisterende felt i det kuperede terræn og frem mod finalen med flere korte, stejle stigninger.

Peter Sagan (Bora) var blandt de mest drivende kræfter, men også Mikkel Bjerg (UAE) var afsted på togt. Som så mange andre håbefulde blev den unge dansker dog hurtigt kørt ind.

Først omkring halvvejs mod mål gav feltet slip, og på det tidspunkt høstede Peter Sagan således første del af belønningen for sit vilde ridt fra start.

Med ham ude foran lå en god håndfuld ryttere, men da frontgruppen eksploderede, og feltet var lidt under et minut efter med 19 kilometer til mål på dagens næstsidste stigning, sad kun Ben Swift (Ineos) tilbage ved Sagans side.

Bagfra kom Pello Bilbao (Bahrain-McLaren) flyvende, men da han nåede op til Swift på dagens sidste stigning, var Sagan kørt solo.

/ritzau/