Kruijswijk og Mitchelton-Scott ude af Giro med corona

Jumbo-Visma-kaptajnen Steven Kruijswijk, en Sunweb-rytter samt hele Mitchelton-Scott-holdet er ude af Giro d’Italia efter positive coronatest.

I alt er otte personer testet positive for coronavirus i Giroen i forbindelse med en testrunde gennemført i løbet af de seneste dage.

Jumbo-Visma oplyser på sin hjemmeside, at Kruijswijk ikke stiller til start på tirsdagens 10. etape i Giroen.

– Vi tager en masse forholdsregler for at undgå smitte på holdet. Og jeg føler mig rask. Jeg kan ikke fatte, at jeg har fået det.

– Det er en meget stor skuffelse at få denne nyhed. Det er en skam, at jeg er nødt til at forlade Giroen på denne måde, siger Kruijswijk til holdets hjemmeside.

Desuden er en endnu unavngiven rytter fra Sunweb også testet positiv for coronavirus.

Den Internationale Cykelunion (UCI) oplyser, at yderligere seks personer ansat på tre af de øvrige hold er testet positive for coronavirus.

Fire af disse ansatte er fra Mitchelton-Scott, som meddeler på sin hjemmeside, at hele holdet trækker sig fra Giroen.

– Uheldigvis fik vi mandag aften nyheden om, at vi havde afleveret en række positive coronatest fra medlemmer af vores stab. Det er sket efter en tredje runde af test på tre dage, oplyser Mitchelton-Scott.

Holdet ønsker at udvise ansvarlighed over for de øvrige ansatte og rytterne og har derfor truffet beslutningen om at forlade det italienske etapeløb.

Tidligere har holdets stjernerytter Simon Yates også trukket sig fra Giroen grundet en positiv coronatest.

Også AG2R og Ineos er ramt af hver en positiv test hos en ansat.

I alt er fem hold dermed ramt af coronavirus i den seneste bølge af testresultater.

Det viser resultaterne fra de prøver, der blev gennemført søndag og mandag, hvor i alt 571 personer i og omkring Giroen blev coronatestet.

/ritzau/