Jumbo-Visma trækker sig fra Giroen efter coronasmitte

Cykelholdet Jumbo-Visma trak sig tirsdag som det andet hold fra Giro d’Italia, efter at holdets kaptajn, Steven Kruijswijk, er testet positiv for coronavirus.

– Team Jumbo-Visma vil ikke stille til start på dagens 10. etape af Giro d’Italia. Mere information vil følge, skriver Jumbo-Visma på Twitter.

Meddelelsen fra det hollandske mandskab kom, blot en halv time inden tirsdagens etape gik i gang.

Rytterne fra Jumbo-Visma mødte slet ikke op i startområdet i Lanciano. I stedet kom den officielle melding om, at hele holdet blev trukket ud af løbet.

Kruijswijk var placeret på en samlet 11.-plads i løbet, og hollænderen var regnet som en af favoritterne i løbet.

Tidligere tirsdag trak også Mitchelton-Scott sig fra det italienske etapeløb. Fire medlemmer af staben på holdet er blevet testet positive for coronavirus i løbet af de seneste dage.

Mitchelton-Scott har meddelt, at man ønsker udvise ansvarlighed over for de øvrige ansatte samt alle ryttere og derfor har truffet beslutningen om at forlade det italienske etapeløb.

Tidligere har holdets stjernerytter Simon Yates trukket sig fra Giroen grundet en positiv coronatest.

I alt otte personer fra fem forskellige hold i Giroen har i de seneste dages test været konstateret smittet med coronavirus. To af dem er ryttere.

Ud over Kruijswijk er også sprinteren Michael Matthews fra Sunweb testet positiv for coronavirus. Det blev han på mandagens hviledag, ligesom Kruijswijk blev det.

Også AG2R og Ineos er ramt af hver en positiv test hos en ansat.

10. etape af Giroen er trods den kaotiske optakt sat i gang, og rytterne er ude på ruten.

/ritzau/