Lyngby-spiller får karantæne i fem kampe for homofobi

Lyngby-spilleren André Riel kommer ikke på banen lige med det samme.

Mandag har Fodboldens Disciplinærinstans tildelt Lyngby-spilleren fem spilledages karantæne for homofobiske råb til en modstander i en superligakamp mod Sønderjyske.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union.

Ifølge dommer Jakob Kehlets indberetning råbte Riel “Rejs dig op, din fucking homo”, hvorefter han fik det røde kort.

Efterfølgende på vej ud af banen råbte Riel ifølge dommeren: “Jeg er ligeglad – han ER en fucking homo”.

/ritzau/