Dansk speedwaykører er smittet med coronavirus

Den danske speedwaykører Niels-Kristian Iversen er ramt af uheld for tiden.

Mandag oplyser han på Twitter, at han er testet positiv for corona.

– Bare så alle ved det, så er jeg testet positiv for covid-19. Symptomerne er små, og jeg har det ok på dette tidspunkt. Nu står den på isolation, skriver Niels-Kristian Iversen.

Det er kun en uge siden, at Iversen var involveret i et voldsomt styrt. Det skete i den polske liga sidste søndag.

Danskeren spinnede rundt og blev torpederet af Tai Woffinden i en ligakamp mellem Gorzow og Wroclaw. Briten kunne ikke nå at undvige og kørte hen over Iversen.

Han slap dog billigt.

– Jeg er blevet skannet, og der er ikke noget, der er brækket.

– Jeg har trykket nogle ribben, og da det var så voldsomt, så har de beholdt mig til observation for at sikre, at der ikke er noget, der er galt, sagde Niels-Kristian Iversen fra hospitalet i Polen for en uge siden.

Det er ikke første gang, at dansk speedway bliver ramt af coronapandemien. Den tidligere verdensmester Nicki Pedersen var smittet tilbage i marts.

/ritzau/