Coronasmitte udsætter ligakamp mellem Randers og Nykøbing

Kampen mellem Randers HK og Nykøbing Falster Håndbold (NFH), der skulle spilles på onsdag i kvindernes håndboldliga, er udsat, da en spiller fra Randers er blevet testet positiv for coronasmitte.

Det oplyser Randers HK i en pressemeddelelse.

– En af vores spillere oplevede efter træning i fredags symptomer. Her til morgen fik hun desværre et positivt svar.

– Hele truppen og den sportslige sektor er med det samme gået i isolation og vil være det, indtil alle er testet igen, og resultatet foreligger, lyder det i pressemeddelelsen.

Den kronjyske klub udtrykker taknemmelighed over for Dansk Håndbold Forbund og Nykøbing Falster Håndbold for at vise forståelse for situationen.

Nykøbing Falster Håndbold har selv befundet sig i samme situation. For knap tre uger siden afleverede den hollandske stregspiller Nikita van der Vliet en positiv coronatest, hvorfor hele truppen og staben blev sendt i selvisolation.

Det betød, at en udekamp mod Holstebro Håndbold blev udsat til 11. oktober. Den blev altså spillet søndag og sluttede 26-26.

På trods af coronaudsættelser er alle 14 hold i Bambusa Kvindeligaen lige nu noteret for syv kampe.

/ritzau/