Andreas Skov Olsen forlader landskamp i ambulance

Søndagens Nations League-kamp mod Island fik en trist afslutning for talentfulde Andreas Skov Olsen.

Efter en duel i tillægstiden gik den 20-årige dansker i græsset og fik en islænding ned over sig. Han tog sig straks til ryggen og vred sig i store smerter.

Efter kort tids behandling blev han båret af banen, og da kampen var slut, blev han kørt væk fra stadionet i Reykjavik i en ambulance, så han kan blive nærmere undersøgt.

Han havde store smerter, siger landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde.

– Vi krydser fingre for Andreas Skov Olsen. Forhåbentlig er der ikke sket noget alvorligt med ham.

– Jeg har lige set situationen i langsom gengivelse. Han landede og fik en spiller over sig på samme tid, og det så ud som om, at ryggen fik et tryk. Han siger selv, at han har rygsmerter. Vi krydser fingre og afventer, siger landstræneren.

Midt i anden halvleg var Andreas Skov Olsen blevet skiftet ind til sin anden landskamp. På det tidspunkt var stillingen 3-0, og det sluttede kampen også.

/ritzau/