Spøjst mål kickstarter sikker dansk sejr over Island

Det danske fodboldlandshold har taget et stort skridt væk fra nedrykning i Nations League.

Søndag aften vandt Danmark udekampen mod Island med 3-0 og står nu noteret for fire point efter tre af de seks gruppekampe. Kun gruppens dårligste hold rykker ned fra A- til B-niveau, og derfor er nederlaget yderst alvorligt for Island, da islændingene er uden point.

Danmark kan i stedet kigge mod toppen af tabellen, hvor der er tre point op til England, der ligger på den førsteplads, der i sidste ende kan være en livline i forhold til at kvalificere sig til VM i 2022.

Mens Christian Eriksen og Robert Skov scorede efter halvsløjt forsvarsspil i anden halvleg, vil islændingene nok hæfte sig ved, at holdet kom bagud på et tvivlsomt selvmål minuttet inden pausen.

Hvorvidt det mål burde være anerkendt er dog svært endegyldigt at give svaret på. Kampens dommer vurderede, at bolden akkurat havde sluppet mållinjen, så hele bolden var inde. Der var ikke mållinjeteknologi eller VAR til kampen.

På tv-billederne til de danske seere var der ingen vinkel, som endegyldigt kunne fastslå, om bolden var inde eller ej.

Forud for det bizarre mål havde Simon Kjær headet bolden lige på Hannes Halldorsson, og ulogisk valgte den tidligere Randers-målmand at bokse bolden ind på foden af Runar Sigurjonsson, så den trillede tilbage mod mållinjen og tilsyneladende også lige over den.

Inden kampen var det meldt ud, at 59 tilskuere havde fået lov til at komme ind på Laugardalsvöllur. Uden for stadionområdet stod også en gruppe islandske fans, som så kampen gennem et hegn.

Både de officielle og uofficielle tilskuere var vidne til en kamp, hvor Danmark til fulde blev matchet, så længe stillingen var 0-0. Da Danmark først tog føringen, var der tydelig niveauforskel på holdene.

Anfører Simon Kjær var ophavsmand til kampens første store chance.

I det tiende minut dummede den danske anfører sig med en alt for kort tilbagelægning til Kasper Schmeichel, som heldigvis for danskerne var vaks og reddede det frie skud fra Alfred Finnbogason.

I den anden ende havde Danmark svært ved at kombinere sig igennem til helt åbne målchancer i første halvleg. Venstrebacken Robert Skov var mest opløftende at se på i de første 45 minutter, hvor han spillede med stor opportunisme.

Efter det tvivlsomme islandske selvmål lige før pausen fik Danmark mere medvind allerede i det første minut af anden halvleg.

Et islandsk langskud blev blokeret på kanten af feltet, og da islændingene var i uvant stor ubalance endte Christian Eriksen med at få en friløber fra egen banehalvdel.

Eriksen holdt tempoet, og da han var alene med Hannes Halldorsson få sekunder senere, sendte Inter-spilleren sikkert bolden i kassen til 2-0.

Efter en time kronede Robert Skov en god kamp med scoringen til 3-0. Fra kanten af feltet drejede han bolden utageligt i målhjørnet med sit ellers lidt svagere højreben.

Kasper Schmeichel kom på flere prøver, men Danmark kunne lige så godt have udbygget føringen, som Island kunne have reduceret den.

Kampen sluttede dog kedeligt for danskerne, da indskiftede Andreas Skov Olsen måtte bæres fra banen i smerte.

/ritzau/