Nadal kan tangere Federers grand slam-rekord i finalebrag

Den spanske tennisstjerne Rafael Nadal er indehaver af en række rekorder, blandt andet er han med længder den, der har vundet French Open flest gange.

12 gange har han triumferet på gruset i Paris, og tallet kan blive til 13 senere søndag, når han i French Open-finalen møder den serbiske verdensetter, Novak Djokovic.

Men endnu vigtigere er det, at Nadal samtidig kan vinde sin grand slam-titel nummer 20, hvilket vil være en tangering af Roger Federers rekord.

I tenniskredse anser mange den rekord for at være den vigtigste, da den i høj grad vil være med til at definere, hvem der fremover skal betragtes som historiens største spiller.

Også Novak Djokovic er med i det kapløb. Han kan med en triumf på Roland Garros-anlægget nå 18 grand slam-titler.

På grusunderlaget må Nadal dog betragtes som favorit i en eller anden grad. I French Open kan Nadal fremvise en statistik på 99 sejre og bare to nederlag, og mod Djokovic fører han indbyrdes med 6-1 i turneringen.

Blandt andet slog han Djokovic i finalerne i 2012 og 2014. I alt har de mødt hinanden i otte grand slam-finaler før søndag, og de har vundet fire hver.

Ser man alene på 2020-sæsonen, der har været afbrudt af en lang coronapause, har Djokovic dog vist skræmmende form. Faktisk har Djokovic vundet alle sine 37 kampe, som han ellers har spillet til ende.

I US Open tabte på grund af diskvalifikation, da han ramte en linjedommer med en bold i frustration over et tabt parti.

Nadal ved da også, at han skal præstere sit bedste for at slå Djokovic.

– Jeg skal ramme mit bedste niveau for at vinde. Gør jeg ikke det, er jeg i en svær situation. Novak er en af hårdeste modstandere overhovedet, siger Nadal anerkendende.

Der er lagt op til det største tennisbrag i 2020, men Djokovic vil dog ikke kalde finalen den største i karrieren.

– Det er ikke den største kamp i mit liv. I forhold til vigtighed var det formentlig min første Wimbledon-finale, hvor jeg faktisk mødte Nadal, siger Djokovic og tilføjer French Open-finalen i 2016, hvor han vandt turneringen for første gang.

Søndagens finale, som er det 56. møde mellem Djokovic og Nadal, begynder klokken 15. Djokovic fører indbyrdes med 29 sejre og 26 nederlag.

/ritzau/