Mads Pedersen triumferer i Gent-Wevelgem

Den danske cykelstjerne Mads Pedersen (Trek) triumferede, da han søndag vandt det prestigefulde cykelløb Gent-Wevelgem.

Løbet hører til blandt de tre helt store brostensløb, der normalt ligger placeret i foråret, men som på grund af coronapandemien er rykket til efteråret.

Den 24-årige dansker viste stor styrke, da løbet skulle afgøres, og Mads Pedersen sad i den forreste gruppe.

Danskeren sparede på kræfterne og slog til, da det gjaldt, efter at han havde lukket et hul op til tre andre favoritter til at tage sejren.

I spurten henviste Mads Pedersen Florian Senechal (Quick-Step) og Matteo Trentin (CCC) til henholdsvis anden- og tredjepladsen efter 232,5 kilometer med en masse brosten.

Mads Pedersen har tidligere i år vundet en etape i Polen Rundt og en etape i BinckBank Tour, og sejren i Gent-Wevelgem er danskerens største, siden han blev verdensmester i 2019.

Han stillede ikke til start ved det nyligt afholdte VM i Italien, da ruten ikke passede ham.

Søndagens sejr var den anden danske triumf på en stor dansk cykelsøndag, da Casper Pedersen fra Sunweb kort forinden havde vundet Paris-Tours i Frankrig.

Cykelkalenderen er presset sammen i 2020 på grund af coronapandemien. Ud over Gent-Wevelgem og Paris-Tour køres der søndag en etape i Giro d’Italia.

En stor gruppe var samlet med fire kilometer igen af løbet ind mod Wevelgem, efter at rytterne havde kørt stigningerne Scherpenberg, Vidaigneberg, Baneberg, Monteberg og Kemmelberg.

Da rytterne sidste gang skulle over stigningen Kemmelberg med 34 kilometer til mål, opstod der spredning, men der blev samling igen i en stor gruppe, hvor også danske Kasper Asgreen (Quick-Step) var med, og han endte som nummer 11 i løbet.

Gruppen jagtede Stefan Küng (FDJ), men med 25 kilometer tilbage var der samling i gruppen.

Yves Lampaert (Quick-Step) åbnede ballet, men Alberto Bettiol (EF) kørte kontra og den store gruppe blev splittet.

Kasper Asgreen endte i den anden gruppe som forfulgte de forreste, og fremme fulgte angreb på angreb.

Til sidst kom Bettiol, Senechal og Trentin væk med halvanden kilometer til mål, men Mads Pedersen kørte selv op til de forreste og fangede dem inde på den sidste kilometer.

Her kom danskeren så blæsende bagfra og tog fusen på de øvrige og vandt løbet.

/ritzau/