Mads Pedersen om sejr: Den er på listen over de største

Den danske cykelstjerne Mads Pedersen har prøvet at blive verdensmester i landevejscykling.

Søndag slog den 24-årige dansker så til og tog endnu en stor sejr, da han var hurtigste mand i en lille gruppe og sejrede i brostensløbet Gent-Wevelgem.

Det er Mads Pedersens første klassikersejr, da løbet er helt oppe blandt de tre største brostensløb i cykelkalenderen.

Normalt ligger Gent-Wevelgem, Flandern Rundt og Paris-Roubaix i foråret, men på grund af coronapandemien er løbene enten rykket eller helt aflyst.

På grund af prestigen i Gent-Wevelgem, så rangerer sejren også højt for Mads Pedersen.

– Den er helt sikkert på listen over de største.

– Det var ret hårdt med forhold som disse. Det regnede, tørrede op, regnede og tørrede op, så du blev virkelig kold. Jeg ved, hvordan man håndterer det, så det er okay for mig.

– Vejrbetingelserne var gode for mig. Jeg er glad, lød det fra Mads Pedersen i det officielle sejrsinterview ifølge feltet.dk.

Kort før den sidste kilometer kørte Mads Pedersen op til tre ryttere i en frontgruppe.

Det var Florian Senechal (Quick-Step), Matteo Trentin (CCC) og Alberto Bettiol (EF).

Her kom danskeren så blæsende bagfra, og ingen kunne følge Mads Pedersens afgørende tråd. I spurten henviste han Florian Senechal og Matteo Trentin til henholdsvis anden- og tredjepladsen.

Det skete, efter at rytterne havde tilbagelagt 232,5 kilometer og en masse brosten.

– De var tre foran. Jeg håbede, at van Aert (Wout van Aert, red.) og van der Poel (Mathieu van der Poel, red.) ville lukke hullet, men jeg formåede at komme op.

– Jeg kunne blive på bageste hjul og køre min spurt derfra. Til slut var det den perfekte situation for mig.

– Jeg synes ikke, at det var så lang en spurt. Jeg kan godt lide at køre en lang spurt. Det passer mig bedre. Det er okay for mig, at det var en 175-200 meter spurt, sagde danskeren.

For nylig vandt danskeren en etape i World Tour-løbet BinckBank Tour.

/ritzau/