Haaland sørger for norsk genrejsning med hattrick

Erling Braut Haaland skød med skarpt søndag, da den 20-årige angriber bombede løs for Norge med et hattrick.

Borussia Dortmund-stjernen havde dermed en stor fod med i Norges 4-0-sejr hjemme mod Rumænien i det næstøverste lag i gruppespillet i Nations League.

Haaland kan ydermere nu prale af seks mål i seks landskampe for Norge, der forleden så EM-billetten forsvinde med et 1-2-nederlag hjemme mod Serbien i forlænget spilletid.

Den kamp var i en playoffkamp i Nations League, som handlede om at gå videre til en afgørende kamp om kvalifikation til EM i 2021.

Efter nederlaget til serberne tilbød landstræner Lars Lagerbäck umiddelbart efter på et pressemøde at trække sig, og lørdag fik den snak så yderligere benzin på bålet, da norske Ståle Solbakken blev fyret i FC København.

Det betød, at det ikke skortede på opfordringer til at hyre Solbakken som norsk landstræner i flere norske medier.

Lars Lagerbäck kan dog fremvise en norsk førsteplads i gruppe 1, for med sejren over rumænerne topper Norge med seks point for tre kampe.

Norge kom foran efter blot 13 minutter på en klassescoring.

Real Madrids Martin Ødegaard trak mod midterlinjen med bolden og splittede rumænernes forsvar med en præcis aflevering til Haaland.

Dortmund-profilen skulle så gøre arbejdet færdigt i feltet, hvor Rumænien-keeper Ciprian Tatarusanu stormede ud af sit mål og faktisk fik hånden på afslutningen, men bolden strøg i kassen, og Norge var foran 1-0.

Så var turen kommet til den tidligere FC Midtjylland-angriber Alexander Sørloth.

Angriberen, der netop er skiftet til RB Leipzig, skulle blot sætte foden på et indlæg fra Birger Meling, og så var Norge foran 2-0.

Med en halv time igen fandt Ødegaard så igen Haaland, der dårligt kunne undgå at prikke bolden i mål til 3-0, og med et kvarter igen vred Haaland sig fri og hamrede bolden i mål fra kanten af feltet til 4-0.

Finland nåede i gruppe 4 på seks point for tre kampe, da Bulgarien blev slået 2-0, mens Irland og Wales delte med 0-0. Wales topper med et point mere end Finland. Irland har to point, og Bulgarien har et enkelt point.

/ritzau/