Dansk golfkvinde jagter top-10 i majorturnering

Aldrig før i karrieren har den danske golfspiller Nanna Koerstz Madsen opnået en top-10-placering i en majorturnering, men det har hun inden for rækkevidde søndag.

Inden søndagens afsluttende runde i kvindernes PGA Championship ligger hun nemlig på en delt 11.-plads og befinder sig i samlet par efter de tre første runder i Pennsylvania.

Dermed er hun aktuelt et slag fra tiendepladsen, mens hun er syv slag efter den førende sydkoreaner, Kim Sei-young.

Nanna Koerstz Madsen gik lørdagens runde i 69 slag, hvilket er et slag under par. Det samme gjorde hun fredag, mens hun i den indledende runde torsdag brugte 72 slag.

Den 25-årige Madsen leverede sit bedste major-resultat sidste år med 16.-pladsen i US Open, men hun står altså med gode muligheder for at forbedre resultatet søndag, hvor hun indleder sin runde klokken 14.16 dansk tid.

Nicole Broch Larsen deltog også i turneringen, men hun klarede ikke cuttet til finalerunderne.

/ritzau/