Sønderjyske henter norsk kant med FC Köln-fortid

Superligaklubben Sønderjyske har hentet offensiv forstærkning i skikkelse af den norske kantspiller Bård Finne, der kommer fra Vålerenga Fotball.

Kontrakten gælder fra nytår og frem til sommeren 2024, oplyser Sønderjyske på sin hjemmeside.

Sønderjyske forsøgte at hente Bård Finne i transfervinduet, der lukkede i mandags, men i stedet tiltræder den 25-årige kantspiller ved årsskiftet.

– Det er en kantspiller, der kan spille både i højre og venstre side, og han er en anden type, end det vi har i forvejen, og det er derfor, vi tager ham ind, indleder sportschef Hans Jørgen Haysen.

– Han er en robust fyr, der er hurtig og udfordrende, og han er rigtig god til at komme i felterne. Han har en fin indlægsfod og et godt spark.

Finne skiftede allerede som 18-årig til 1. FC Köln, og han var i 2014 med til at spille den tyske traditionsklub op i Bundesligaen, hvor Finne også nåede at optræde ti gange i den sæson.

Nu ser han frem til at prøve kræfter med den danske Superliga.

– Sønderjyske har fulgt mig et stykke tid, og jeg har mærket, at klubben virkelig har ønsket mig, og jeg ser det som en meget spændende udfordring.

– Sønderjyske har en ambitiøs plan, som jeg meget gerne vil være en del af, og jeg tror, at den danske liga passer godt til min spillestil, siger Bård Finne.

Han er noteret for 61 ungdomslandskampe for Norge.

/ritzau/