Dowsett stikker fra udbrud og henter Giro-sejr

Den britiske cykelrytter Alex Dowsett (Israel Start-Up Nation) hentede lørdag en fornem sejr på 8. etape af Giro d’Italia.

Den 32-årige rytter var en del af et seksmandsudbrud, der stak afsted efter 22 kilometer af lørdagens 200 kilometer lange etape.

Med lidt mindre end 20 kilometer tilbage gik Dowsett til angreb.

Ingen af de fem øvrige udbrydere kunne følge med, og først 1 minut og 16 sekunder senere kørte de nærmeste forfølgere over målstregen.

Feltet skulle lørdag igennem en kuperet rute mellem de to kystbyer Giovinazzo og Vieste i det sydlige Italien.

Undervejs opbyggede de seks udbrydere et stort forspring på mere end ti minutter. I feltet var viljen til at jagte de foranliggende ryttere ikke til stede ovenpå et par dage med massespurts-afgørelser.

/ritzau/