TTH Holstebro slår Århus efter sent comeback

Der så ud til at være en mindre overraskelse på vej i herrernes håndboldliga fredag aften.

Tabellens nummer otte, Århus Håndbold, førte med tre mål med et lille kvarter igen mod TTH Holstebro, der indtager fjerdepladsen.

Men det endte alligevel med en sejr til TTH, der fredag var på hjemmebane. Holdet fik i slutfasen vendt kampen og endte med at vinde 33-29.

Sejren er TTH’s femte i syv ligakampe. Århus har kun vundet to.

Århus tog en tidlig 4-1-føring fredag, inden TTH kom op i gear og igen skabte lighed på måltavlen ved 7-7. Herefter fulgtes de to hold ad, så der i pausen stod 15-15.

Aarhusianerne trak tidligt i anden halvleg en smule fra og fik efter cirka et kvarter bragt sig foran 26-23. Det tegnede efterhånden til at blive en god start på weekenden for Århus, men så slog TTH til.

Med små ti minutter tilbage var der udlignet, og derfra var hjemmeholdet i kontrol, så det endte med at blive en komfortabel sejr.

KIF Kolding og Bjerringbro-Silkeborg mødtes senere fredag. Sidstnævnte vandt 32-29.

/ritzau/