Nyt cykeloffer for coronaen – Paris-Roubaix er aflyst

Årets udgave af cykelklassikeren Paris-Roubaix er aflyst grundet coronasituationen, oplyser Den Internationale Cykelunion (UCI) fredag på sin hjemmeside.

– I den nuværende sundhedssituation med covid-19 og med restriktionerne udstukket af de franske myndigheder må UCI med beklagelse meddele, at Paris-Roubaix 2020 og Paris-Roubaix Femmes er blevet aflyst, skriver UCI på sin hjemmeside.

Med andre ord får hverken mændene eller kvinderne lov til at køre den mytiske brostensklassiker, som har fået tilnavnet “Helvede i Nord”.

Begge løb skulle være kørt 25. oktober.

Det er en stor streg i regningen for den tidligere danske verdensmester Mads Pedersen, der var blandt favoritterne i Paris-Roubaix og havde det som et af sine store sæsonmål.

30. september meddelte arrangørerne af en anden cykelklassiker, Amstel Gold Race, at man ligeledes måtte aflyse årets løb grundet coronasituationen i Holland.

Coronapandemien havde i forvejen forskubbet det meste af cykelkalenderen, hvor næsten alle klassikerne køres i foråret.

Men nu umuliggør pandemiens genopblussen de fleste steder altså, at cykelfeltets mest slidstærke ryttere får mulighed for at duellere på de lange brostenspavéer på de franske veje.

Paris-Roubaix rangerer som et af cykelsportens allerstørste løb og er blandt de fem monumenter, som enhver klassikerspecialist drømmer om at vinde.

Løbet blev sidste år vundet af den belgiske stjerne Philippe Gilbert, som har vundet fire af de fem monumenter. Kun Milano-San Remo mangler han på sin imponerende meritliste.

De øvrige er Flandern Rundt, Milano-San Remo, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt, hvor danske Jakob Fuglsang har vundet de to sidstnævnte i henholdsvis 2019 og 2020.

Der køres dog fortsat cykelløb i øjeblikket. Grand touren Giro d’Italia er inde i slutningen af sin første uge, og før det slutter, indledes årets sidste grand tour, Vuelta a España.

Men Paris-Roubaix vender først tilbage 11. april næste år – om coronapandemien tillader det.

/ritzau/