Fransk mester imponerer med tredje etapesejr i årets Giro

Arnaud Demare er den hurtigste mand i Giro d’Italia-feltet.

Det må efterhånden være konklusionen, efter at den franske mester på fredagens 7. etape tog sin tredje etapesejr i løbet.

Det var samtidig anden etapesejr i træk, efter at han også vandt torsdag.

Sejren blev sikret i en massespurt, hvor han blev kørt flot frem af sine FDJ-holdkammerater og besejrede Peter Sagan (Bora).

Selv om fredagens etapeprofil så relativt overkommelig ud, så endte det med at blive en usædvanligt hård omgang for rytterne.

En stærk sidevind betød således, at flere hold prøvede at ryste konkurrenterne ved at skrue højt op for tempoet.

Det lykkedes også at få splittet feltet i flere mindre grupper. Forrest sad flere af klassementsfavoritterne – herunder Wilco Kelderman (løbets nuværende nummer 3), Vincenzo Nibali (5) og Steven Kruijswijk (8).

Til gengæld blev Jakob Fuglsang fanget i en gruppe bagved, og endnu længere tilbage lå Simon Yates, der allerede på 3. etape tabte en del tid.

Den store splittelse satte gang i en vild jagt mellem den forreste gruppe, Fuglsangs gruppe og Yates’ gruppe.

Tilsyneladende var den forreste gruppe ikke helt stor og stærk nok til, at den kunne hold de jagtende grupper bag sig. Derfor kom Fuglsang-gruppen op med knap 100 kilometer til mål, og senere fulgte også Yates og co.

Ikke lang tid efter at der var samling, opstod et mindre styrt i feltet efter et skarpt sving. Jakob Fuglsang blev fanget bag ved nogle af de væltede ryttere, men han kom hurtigt og ubesværet op til feltet igen.

Med 45 kilometer tilbage var den gal igen, da flere ryttere røg i asfalten. Fuglsang var ikke indblandet, og feltet blev også samlet igen.

Resten af etapen var en lidt nervøs omgang, hvor der også opstod nogle små huller i feltet. De endte dog alligevel med samlet at komme til målbyen.

Her var Arnaud Demare igen stærkest i den afgørende massespurt, mens Sagan virkede lidt sur over, at Demare svajede en smule i sin spurt.

Jakob Fuglsang kom i mål sammen med feltet og de øvrige favoritter.

/ritzau/