Danske U21-herrer undgår fiasko og slår Malta

Det lignede på forhånd tre nemme point til Danmark, da U21-landsholdet fredag var på besøg hos Malta i EM-kvalifikationen.

Malteserne, der har ageret prygelknabe for de øvrige hold i gruppe 8 indtil videre, var på papiret en overkommelig opgave for danskerne.

Men landstræner Albert Capellas tropper måtte kæmpe for at tage sejren. Malta nåede således at komme foran, inden danskerne fik hanket op i sig selv, scoret de nødvendige mål og lidt til, så det endte med en sejr på 3-1.

Med sejren skal meget gå galt, hvis ikke Danmark skal indløse EM-billetten.

Gruppens andenplads, Rumænien, tabte tidligere fredag 0-1 til Ukraine. Det betyder, at Danmark nu har seks point ned til rumænerne med to kampe tilbage. Der skal altså blot en enkelt point på kontoen i de sidste to kampe for at sikre kvalifikationen.

Danmark havde på papiret et noget bedre mandskab på banen end hjemmeholdet fredag.

Danskerne sad da også på bolden og var i kontrol, men den sidste skarphed manglede, når det gjaldt.

Første halvleg sluttede, som den startede, med 0-0 på måltavlen.

Fem minutter efter pausen blev der dog prikket hul på bylden. Malta kom en smule overraskende foran. Ayrton Attard udnyttede sjusket dansk spil og trykkede af fra sin position lige uden for feltet. Afslutningen havde ikke meget kraft, men den var velplaceret og sneg sig forbi Oliver Christensen i det danske mål.

Det fik danskerne frem på banen, og lidt over et kvarter efter åbningsmålet var der udlignet. Nikolai Larsen, der til daglig slår sine folder i hollandske FC Emmen, gjorde det til 1-1.

Danmark fortsatte sin jagt på et forløsende sejrsmål, mens Maltas spil var en øvelse i at trække tiden, uden at danskerne kunne komme til fadet.

Men det lykkedes altså ikke for hjemmeholdet. Med små ti minutter tilbage sendte Mikkel Damsgaard et skud afsted fra distancen, og Sampdoria-danskerens drøn endte i nettet.

Scoringen gjorde det til 2-1 og blev akkompagneret af, hvad der mindede om et lettelsens suk fra danskerne, som dermed undgik et skuffende pointtab.

Brøndbys Jesper Lindstrøm lukkede og slukkede med sin scoring til slutresultatet i kampens overtid.

Tirsdag venter Finland.

/ritzau/