Dansk mountainbikeverdensmester stopper karrieren

Mountainbikerytteren Annika Langvad stopper karrieren. Den seksfoldige verdensmester meddeler på Instagram, at hun har kørt sit sidste professionelle løb.

– Så her er en stor nyhed: Jeg stopper som professionel cykelrytter, indleder den 36-årige dansker sit opslag på Instagram.

– Tiden er inde nu. De her ti år på topplan vil nok forblive nogle af de mest intense i mit liv, og nu er jeg klar til at dedikere mig til noget andet.

Egentlig skulle danskeren have været til start til VM i denne weekend, men maveproblemer har gjort, at hun har måttet trække sig fra løbet.

Men hun trækker sig altså ikke kun fra VM. Hun trækker sig helt fra sporten.

Hun nåede også at slå sine folder på landevejen og var blandt andet en del af det danske hold til linjeløbet ved VM i 2018.

/ritzau/