Kasper Hjulmand om debutantfest: Holdånden er stærk

Hele fem spillere fik deres debut på det danske fodboldlandshold i onsdagens 4-0-testsejr over Færøerne, og det skal de mere etablerede landsholdsspillere tilskrives en væsentlig del af æren for.

Uden deres åbenhjertige modtagelse af en række mere uprøvede spillere havde landstræneren næppe givet så mange nye spillere chancen i samme kamp.

– Efter kun en enkelt træning sammen tirsdag så gjorde drengene det rigtig godt, og alle de nye spillere gjorde det godt. Det kunne de gøre på grund af holdånden blandt de spillere, der har været her i lang tid. De gør det nemt for nye spillere at falde til.

– Jeg vil gerne rose holdet og truppen for at tage imod så mange nye spillere. Det er ikke let at få så mange nye spillere, men der bliver taget godt imod dem, og det er nemmere at fyre den af, når der er den følelse, siger Kasper Hjulmand.

Han gav debut til kantspilleren Andreas Skov Olsen, backen Kristian Pedersen, angriberen Jonas Wind samt midtbanespillerne Philip Billing og Mathias Jensen.

Det er over syv år siden, at forsvarsspilleren Jannik Vestergaard spillede sin første landskamp. Siden har han regelmæssigt været udtaget, men også oplevet perioder, hvor han ikke har været udtaget.

Efter hver ufrivillig pause fra landsholdet er han komme tilbage ind på et hold, som er klar til at tage imod velkendte som mindre velkendte ansigter.

– Jeg tror, der er en åbenhed og respekt for det, som de nye præsterer til daglig. De har gjort sig fortjent til at være her, og de arbejder hårdt, lige som vi andre også gør.

– Jeg synes også, at vi er gode til at tilbyde dem et ansvar. Det så man mod Færøerne, hvor debutanterne kom ind og tog opgaven seriøst og spillede med stor selvtillid. Det er en styrke, at gruppen er i stand til at give dem det ansvar, siger Jannik Vestergaard.

Efter onsdagens kamp er reservemålmand Jesper Hansen den eneste i den aktuelle landsholdstrup uden en A-landskamp.

/ritzau/