Fransk mester sprinter sig til anden etapesejr i Giroen

Sprinteren Arnaud Demare (FDJ) vandt 6. etape af Giro d’Italia efter en flot og suveræn spurt. Det er den franske mesters anden etapesejr i Giroen.

Demare, som også vandt tirsdagens etape, var stærkest i spurten, hvor han var flere cykellængder foran de nærmeste ryttere.

Michael Matthews (Sunweb) blev toer, men han var ikke i nærheden af at kunne true Demare på de sidste meter.

Torsdagens etape var 188 kilometer lang og blev indledt i byen Castrovillari og sluttede i Matera. Det italienske cykelløb slutter i Milano 25. oktober.

/ritzau/