Den Iberiske Halvø lægger an til bud på VM 2030

Det glippede med slutrunden i 2018, men nu er Spanien og Portugal igen klar til at lægge billet ind på at blive værter for en VM-slutrunde. Nærmere betegnet den i 2030.

Onsdag mødtes de to nationer fra Den Iberiske Halvø i en testkamp, men forinden nåede landenes respektive fodboldforbund at blive enige om en aftale om igen at ansøge om VM-værtskab.

Det meddeler Det Spanske Fodboldforbund (RFEF).

– Få ting kan skabe mere håb og forventning end muligheden for at afholde et VM, og vi kan ikke komme i tanke om en bedre medvært end Portugal, siger RFEF-præsident Luis Rubiales i en pressemeddelelse.

Efter at være blevet forbigået til VM-værtskabet i 2018, der gik til Rusland, indledte Spanien og Portugal i juni sidste år atter et indledende samarbejde for at afsøge mulighederne for værtskabet om ti år.

Det har nu udmøntet sig i en aftale mellem landene om, at man vil gøre klar til at afgive et bud, når den formelle budproces indledes i 2022.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) vil i 2024 udpege værten for VM i 2030.

De sydamerikanske lande Uruguay, Argentina, Chile og Paraguay har også tilkendegivet, at man vil være klar med et samlet bud på VM i 2030.

De fire nationer har et sentimentalt trumfkort i, at det vil være 100-året for den første VM-slutrunde, der blev afholdt i Uruguay.

England, Skotland, Wales, Nordirland og Irland har også i sinde at byde sig til med et fælles bud. Det samme har angiveligt Bulgarien, Serbien, Grækenland og Rumænien.

/ritzau/Reuters/