Belgisk cykelfænomen var døden nær efter vildt styrt

For halvanden måned siden styrtede det belgiske megatalent Remco Evenepoel (Quick-Step) voldsomt på en nedkørsel under klassikeren Lombardiet Rundt.

Det resulterede i et brækket bækken og en beskadiget højre lunge.

Nu har han allerede smidt krykkerne og er gået i gang med genoptræningen. Men ikke meget skulle være gået værre, før den 20-årige belgier aldrig var kommet tilbage på en cykel.

Det fortæller han i dokumentaren “Jeg er Remco”, hvor tv-kanalen VTM har fulgt stjernefrøet i 2020.

– Bækkenbruddet var inden for én millimeter af min nerve. Hvis nerven var blevet ramt, så skulle jeg bruge resten af mine dage i en kørestol, siger Evenepoel i dokumentaren ifølge feltet.dk.

Inden styrtet vandt Evenepoel trods sin unge alder alle de løb, han stillede op i.

Det blev til både etapesejre og samlede sejre i Vuelta a San Juan, Volta ao Algarve, Vuelta a Burgos og Polen Rundt, inden han styrtede i Lombardiet Rundt.

Remco Evenepoel fortæller i dokumentaren, at uheldet og den efterfølgende periode på hospitalet har sat tanker i gang.

Han er ikke i tvivl om, at han skal tilbage og fortsætte sin lovende karriere, men han ved også godt, at han var heldig.

– Jeg havde et brud på en vene i min lyske, som lægerne heldigvis kunne operere med det samme. Hvis ikke de havde set det på skanningerne, så ville jeg have blødt ihjel i det ben, siger Remco Evenepoel ifølge feltet.dk.

I weekenden var Evenepoel i stand til at køre en træningstur udenfor på 70 kilometer.

/ritzau/