Trio i norsk fodbold er tilbage på kvindelandsholdet

De danske fodboldkvinder er forstærket med en trio, der blev afholdt fra at deltage i de seneste landskampe i september.

Danmark måtte se langt efter Janni Thomsen, Rikke Marie Madsen og Stine Ballisager, da trioen fra Vålerenga senest blev udtaget.

Det skyldtes, at den norske klub ville undgå, at spillerne kom i coronakarantæne, når de kom tilbage fra landsholdet.

Sådan er det ikke denne gang.

Alle tre er onsdag udtaget og tilbage på landsholdet, der med sejre over Israel og Italien i de kommende kampe kan kvalificere sig til EM i England.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

– Det er dejligt at have de tre fra Vålerenga tilbage. De tre spillere, der erstattede dem til sidste samling, gjorde det også rigtig godt.

– Det vidner om, at vi har stor kvalitet i truppen og muligheder for at blande kortene på mange måder, siger Lars Søndergaard til unionens hjemmeside.

I september fortsatte Danmark den perfekte EM-kvalifikation med sejre på 4-0 og 8-0 over henholdsvis Bosnien-Hercegovina og Malta.

Danmark topper kvalifikationspuljen med syv sejre i syv kampe og en målscore på 41-0.

Næste opgave i jagten på EM er Israel og Italien senere i oktober. Vinder Danmark begge kampe, er billetten til EM 2022 i hus.

Med ni sejre ud af ni mulige vil Danmark nemlig være matematisk sikret en billet til europamesterskaberne, der spilles i England.

– Det bliver ikke en walkover mod Israel, men det er en kamp, vi skal vinde. Og så kommer den spændende kamp mod Italien.

– Et opgør, der godt kan blive taktisk, da det er to hold med stor respekt for hinanden, siger landstræner Lars Søndergaard.

Lars Søndergaard har sat navne på de 23 spillere, der kan spille Danmark til EM. Truppen er identisk med den trup, som landstræneren oprindeligt udtog til kampene i september.

Truppen tæller også stjernenavnene Pernille Harder og Nadia Nadim.

/ritzau/