Tjekke booker plads blandt de fire bedste i French Open

Petra Kvitova er klar til semifinalen i grand slam-turneringen French Open
Den syvendeseedede tjekke vandt 6-3, 6-3 over tyske Laura Siegemund, der er nummer 66 i verden.

Det er 30-årige Kvitovas anden semifinale i French Open siden 2012. Hun har endnu ikke tabt et eneste sæt i dette års udgave af turneringen.

Kvitova, der tidligere har vundet Wimbledon to gange, dominerede i det meste af tenniskampen – især i første sæt.

32-årige Siegemund gjorde lidt mere modstand i andet sæt, men tyskeren kunne ikke for alvor udfordre den rutinerede tjekke, der er nummer 11 i verden.

Siegemund fik to matchbolde imod sig, og hun afværgede den første, da Kvitova sendte bolden ud over linjen.

Men på den anden matchbold lavede Siegemund en dobbeltfejl, og så var billetten til semifinalen en realitet for Kvitova.

I semifinalen skal Kvitova møde vinderen af opgøret mellem amerikanerne Danielle Collins, der slog Clara Tauson ud i anden runde, og fjerdeseedede Sofia Kenin.

I den anden semifinale skal polske Iga Swiatek møde Nadia Podoroska fra Argentina.

/ritzau/