OB-angriber tager revanche for skurkerolle i pokalen

Superligaklubben OB er klar til tredje runde af landspokalturneringen i fodbold efter en udesejr på 2-1 over Hillerød tidligt onsdag aften.

Fynboerne, der trådte ind i anden runde, fik sig en tidlig forskrækkelse mod den nordsjællandske 2.-divisionsklub, men hev den ventede sejr hjem.

Der var nemlig bare spillet 11 minutter, da Hillerød kom foran 1-0. Efter flere indlæg blev bolden sendt til bageste stolpe, hvor Rasmus Suhr headede bolden i den modsatte side af målet til hjemmeholdets føring.

OB fik dog vendt stillingen på hovedet allerede i første halvleg, ikke mindst på grund af angriberen Issam Jebali.

Søndag blev Jebali kåret som månedens spiller i Superligaen, men i den efterfølgende kamp mod Vejle tabte han hovedet og blev udvist for at sparke ud efter en modstander. Onsdag markerede han sig så for det positive.

Først sendte han Aron Elis Thrándarson på en friløber, som islændingen udnyttede til at udligne efter 26 minutter, og fire minutter senere scorede Jebali selv til 2-1, da han i en god position i feltet fik en servering fra højre side.

I anden halvleg havde OB flere muligheder for at øge føringen, men det blev ved den knebne sejr.

Også Horsens fra Superligaen er videre fra anden runde efter en udesejr på 3-0 over Næsby fra 2. division.

Kjartan Finnbogason skiftede tidligere på ugen fra Vejle til Horsens, og i sit comeback for Horsens scorede angriberen kampens to første mål.

I slutfasen cementerede den 19-årige Jacob Trenskow den komfortable sejr.

Også superligaklubben Lyngby er videre, men det holdt hårdt, inden Brønshøj fra 2. division var nedkæmpet efter forlænget spilletid med cifrene 5-4.

På hjemmebane kom Brønshøj foran 1-0 på et tidligt selvmål og senere også 2-1, men Lyngby svarede tilbage og kom foran 4-2. Det lignede en ekspeditionssag derfra, men Brønshøj scorede to gange i de døende minutter.

Så måtte der forlængelse til, og her vandt Lyngby på Emil Nielsens sejrsmål.

/ritzau/