Færøernes landstræner vil drille danske stjerner

Færøernes fodboldlandstræner, Håkan Ericson, håber, at hans undertippede mandskab onsdag aften vil være i stand til at drille Danmark i testkampen i Herning.

For at det skal kunne lade sig gøre, kræver det, at færingerne lykkes med at være modige, så Danmark ikke kommer til at have bolden fra start til slut, siger svenskeren.

– For at gøre kampen mod Danmark spændende skal vi først og fremmest stå tæt defensivt og få fat i bolden.

– Vi vil gerne være kompakte defensivt, og vi vil gerne være boldbesiddende i dele af kampen, og det bliver den store udfordring at sørge for, at vi bliver det. Det bliver afgørende, hvor mange minutter vi kan stjæle fra Danmark ved at styre kampen, siger Håkan Ericson.

Selv om det kan blive kostbart, vil han ikke gå på kompromis med den måde, som Færøerne griber kampen an på.

Det handler ikke om at begrænse størrelsen af et eventuelt nederlag, men om at spille på den måde, der skal sikre Færøerne point i fremtidige kampe mod formodet mere ligeværdige modstandere.

– Jeg vil have, at vi forsøger at gøre så meget for at følge vores egne idéer. Vi arbejder med nogle principper, som vi også vil benytte mod Danmark og i alle andre kampe fremover.

– Så er det spørgsmålet, hvor meget modstanderen tillader os at gøre. Vi forventer at blive presset meget højt af Danmark, og vi skal eksekvere vores plan for, hvordan vi spiller os ud af det høje pres, siger Håkan Ericson.

Han overtog landstrænerjobbet fra Lars Olsen for lidt under et år siden. På grund af coronapandemien har han dog kun haft mulighed for at træne Færøerne i to kampe. Det var i september, hvor holdet slog Malta og Andorra.

Svenskeren ser frem til at teste sit hold af mod en væsentlig stærkere modstander.

– Det er en stor mulighed for os at møde et hold, der skal til EM næste år. Som ny træner for holdet bliver det spændende at se, hvad vi kan præstere mod et fantastisk hold som Danmark, siger han.

Den første fodboldlandskamp i 20 år mellem Danmark og Færøerne begynder onsdag klokken 18.

/ritzau/