Esbjerg slider Herning-Ikast op og fortsætter sejrsstime

Team Esbjerg kunne onsdag notere sig sin syvende sejr i træk ud af lige så mange mulige i kvindernes bedste håndboldrække.

Her rullede bolden igen i Bambusa Kvindeligaen efter pausen på grund af Golden League-stævnet for nylig med det danske kvindelandshold.

Team Esbjerg slog ude Herning-Ikast med 36-33, og topper dermed rækken med 14 point efter sejre over andre tophold som Odense Håndbold og Herning-Ikast.

Første halvleg blev en lige affære, hvor de to hold fulgtes ad.

Sonja Frey skabte udfordringer for hjemmeholdet med sine fem mål før pausen for gæsterne, hvilket også Vilde Mortensen Ingstad præsterede for Team Esbjerg.

Stine Skogrand hamrede seks mål ind for Herning-Ikast, og pausestillingen lød på 15-15.

Sonja Frey scorede kort inde i anden halvleg og signalerede, at hun havde tænkt sig at fortsætte med at give hjemmeholdet udfordringer.

Det fortsatte tæt til 17-17, men Sanna Solberg øgede til 19-17 for Esbjerg, og Frey sørgede for 20-17.

Herning-Ikast fik det sværere og sværere, og Kristine Breistøl gjorde det til 25-19 for gæsterne.

Med et kvarter igen reducerede hjemmeholdets Olivia Simonsen til 24-27 i jagten på at skabe spænding, men Sonja Frey var stadig svær at styre, både når østrigeren satte Esbjergs mål op eller selv scorede.

To mand i undertal i en periode var dog vanskeligt for gæsterne, og Herning-Ikasts Naja Nissen reducerede til 27-29 med ni minutter igen, og så kom den ventede spænding.

Det blev tæt, da Stine Skogrand reducerede for hjemmeholdet til 29-30 og 30-31, men det lignede en afgørelse, da Sonja Frey brød igennem og øgede til 34-30, og sejren blev på tre mål.

Randers HK leverede en overraskelse, da holdet på udebane slog København Håndbold med 29-26. Det var blot gæsternes anden sejr i syv kampe, og Randers har nu fire point, mens København blev på ti point efter sæsonens andet nederlag.

Horsens slog Holstebro Håndbold 26-18, og Nykøbing F. Håndboldklub vandt hjemme 30-27 over Ajax København.

/ritzau/