DBU forlænger med U21-landstræner frem til EM i 2023

Albert Capellas forlænger sin kontrakt som landstræner for U21-holdet med to år. Nu løber aftalen til sommeren 2023.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) onsdag på sin hjemmeside.

Også assistenttræner Steffen Højer har fået forlænget sin aftale, så den løber til og med EM i 2023.

De blev begge ansat i juni 2019, efter at Niels Frederiksen, den nuværende cheftræner for Brøndby, stoppede.

U21-holdet har endnu ikke tabt en landskamp under det nuværende trænerteam og er godt på vej til at kvalificere sig til næste års EM-slutrunde i Ungarn og Slovenien.

Det vil i så fald være fjerde gang i træk, at det sker.

Flemming Berg, der er talentudviklingschef i DBU, forklarer, hvorfor unionen forlænger aftalen inden afgørelsen på den nuværende EM-kvalifikation.

– Vi er meget tilfredse med samarbejdet og det store stykke arbejde, begge trænere leverer. De er topprofessionelle trænere, der står for god og offensiv fodbold, sammenholdt med at de har leveret stærke resultater.

– Professionalismen fra begge trænere kommer desuden til udtryk i den tætte dialog og gode samarbejde, vi har med klubberne og i det stærke samarbejde med vores øvrige landstrænere, siger Berg til unionens hjemmeside.

53-årige Capellas kalder det en gave at være træner for de danske talenter.

– Danmark har så mange dygtige spillere i de årgange med stor erfaring – mange også på et internationalt niveau.

– Det er professionelle og talentfulde spillere, som jeg ser frem til at arbejde med, hver gang vi samles. Det er en homogen trup, der leverer både på og uden for banen, siger Capellas.

Fredag aften spiller Danmarks U21-landshold mod Malta og kan med en sejr tage endnu et skridt mod EM.

/ritzau/