Basketballforbund skifter direktør grundet mistillid

Danmarks Basketball Forbund skal have ny direktør, oplyser forbundet i en pressemeddelelse.

Efter samtaler mellem bestyrelsen og direktør Rasmus Winkel er begge parter blevet enige om at opsige samarbejdet, lyder det.

Bestyrelsen har ellers været tilfreds med Winkels arbejde som direktør i de seneste 13 år, men “i visse dele af miljøet er skabt en stemning af mistillid, der gør det svært for direktøren at agere”, lyder forklaringen i pressemeddelelsen.

– Hvad enten kritikken er berettiget eller ej, føler bestyrelsen sig nødsaget til at finde en ny person, der kan stå i spidsen for organisationen for at skabe fornyet samling og energi til at forsætte den positive rejse, vi er på, skriver forbundet.

Rasmus Winkels sidste officielle arbejdsdag vil være 30. april 2021, men der er enighed om at sigte efter en hurtigere udfasning, og bestyrelsen vil nu gå i gang med at lede efter en ny direktør.

/ritzau/