17-årig komet scorer i Frankrigs storsejr

17-årige Eduardo Camavinga slog til i sin blot anden seniorlandskamp for Frankrig onsdag aften.

Her banede Rennes-talentet med sit mål vejen for en sikker 7-1-sejr over Ukraine i en testkamp.

Camavinga slog til allerede efter ni minutter med en akrobatisk scoring, da bolden dumpede ned i feltet lige bag ham.

Derefter fik han med ryggen til målet sendt bolden over sit eget hoved og i nettet til 1-0, mens Ukraine-keeper Georgi Bushchan blot kunne se passivt til.

Frankrig var foran 4-0 ved pausen efter to mål af Olivier Giroud og et ukrainsk selvmål, og målfesten fortsatte i anden halvleg.

Viktor Tsygankov reducerede for Ukraine, og Camavinga fik fri efter en time og blev erstattet af Paul Pogba.

Corentin Tolisso sørgede derefter for 5-1, mens Kylian Mbappe hamrede bolden i kassen til 6-1, inden Antoine Griezmann sørgede for slutresultatet.

Tyskland-keeper Bernd Leno lukkede tre mål ind, da Tyskland og Tyrkiet spillede 3-3.

Tyskerne måtte vente til det 45. minut, før Julian Draxler sørgede for 1-0.

Føringen holdt dog kort, for anden halvleg var blot fire minutter gammel, da Özan Tufan hamrede bolden i mål og udlignede.

Med godt en halv time igen sørgede Florian Neuhaus for 2-1, da han kombinerede med Kai Haverts og udplacerede Tyrkiet-keeper Mert Günok.

Igen lukkede tyskerne gæsterne ind i opgøret. Neuhaus mistede bolden til Efecan Karaca, der drønede ned og udlignede til 2-2.

Med ti minutter igen var det Benficas Gian-Luca Waldschmidt, der bragte Tyskland foran 3-2, men igen slog tyrkerne til og splittede det tyske forsvar i tillægstiden, og så kunne Kenan Karaman sørge for 3-3.

West Bromwich-angriberen Kamil Grosicki slog til med et hattrick i første halvleg for Polen, da han sørgede for 3-0 efter 38 minutter i opgøret mod Finland. Polen vandt kampen 5-1.

Italien vandt sikkert 6-0 hjemme over Moldova. Her scorede Stephan El Shaarawy to gange for italienerne.

Holland tabte 0-1 mod Mexico, og Portugal og Spanien spillede 0-0.

/ritzau/