Vejle siger farvel til sidste sæsons topscorer

Vejle Boldklub, der i sidste sæson rykkede op i Superligaen, har taget afsked med den 34-årige, islandske angriber Kjartan Finnbogason.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Finnbogason blev med 16 mål topscorer for klubben i 1. Division i sidste sæson. Han har dog tilsyneladende ikke været en del af træner Constantin Galcas planer i den indeværende superligasæson.

Islændingen blev skiftet ind i sæsonens første kamp, men har siden da ikke været i aktion for oprykkerne.

-Kjartan bidrog med både rutine og mange mål i sidste sæson i NordicBet Ligaen og spillede en stor rolle i opfyldelsen af sæsonens målsætning – oprykning til 3F Superligaen.

– Vi er blevet enige om at ophæve kontrakten, så Kjartan kan få indfriet sine ønsker og ambitioner om førsteholdsfodbold. Vi takker Kjartan for den helhjertede indsats, den kompromisløse tilgang til spillet og for tiden i den røde trøje, siger Vejles tekniske chef, Jacob Krüger, på klubbens hjemmeside.

Vejle har fået en fin start på tilværelsen i landets bedste fodboldrække.

Det er blevet til syv point i klubbens første fire kampe. Det rækker til en tredjeplads bag AGF og topholdet Brøndby.

/ritzau/