Sønderjyske sender profil til storklubben THW Kiel

Sønderjyske er blevet en profil fattigere.

Den danske håndboldklub skriver på sin hjemmeside, at Oskar Sunnefeldt er blevet solgt til den tyske storklub THW Kiel og skifter med øjeblikkelig virkning.

Svenskeren har spillet i klubben siden juli sidste år, og bagspilleren har gjort det så godt, at han er kommet i Kiels søgelys.

– Vi har været glade for at have Oskar Sunnefeldt i Sønderjyske Herrehåndbold, men her er der kommet et tilbud, som vi ikke kan sige nej til. Det er et stort salg for Sønderjyske, og samtidig er det en drengedrøm for Oskar, der går i opfyldelse.

– Nu skal vi i første omgang rykke sammen i truppen, og det er en position, hvor vi har gode alternativer på holdet, men vi vil også holde øje med markedet og se, om vi eventuelt skal finde en erstatning, siger sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt til Sønderjyskes hjemmeside.

Sønderjyske, der er trænet af den tidligere landstræner for kvinderne Jan Pytlick, ligger efter seks kampe på femtepladsen i Herre Håndbold Ligaen.

/ritzau/