OVERBLIK: Udvalgte handler på sidste transferdag

Mandag ved midnatstid lukkede sommerens forlængede transfervindue. Her følger et overblik over udvalgte handler og anden transferaktivitet på vinduets sidste dag:
Danmark:

* Brøndby: Venstrebacken Blas Riveros tiltræder på en fireårig kontrakt. Han er hentet i FC Basel og spiller på Paraguays landshold.

* Randers: Den australske offensivspiller Nikola Mileusnic tiltræder på en kontrakt gældende frem til sommeren 2021. Klubben har også lejet angriberen Bassala Sambou i hollandske Fortuna Sittard for resten af sæsonen.

* AaB: Den tidligere svenske landsholdsspiller Oscar Hiljemark er hentet på en fri transfer, efter at hans kontrakt denne sommer er udløbet i italienske Genoa. Hans AaB-kontrakt løber til sommeren 2023.

* AC Horsens: Islandske Ágúst Hlynsson er blevet købt i Vikingur. Den 20-årige offensivspiller, der har en fortid som ungdomsspiller i Norwich, har skrevet under på en fireårig kontrakt.

* Lyngby: Stortalentet Frederik Winther sælges til tyske Augsburg. Lyngby siger dog først farvel til forsvarsspilleren næste sommer, da Winther spiller resten af sæsonen i Lyngby på en lejeaftale. Desuden er backen Patrick Da Silva færdig i klubben, efter at man er blevet enig med ham om at ophæve hans kontrakt. Ind kommer til gengæld Jens Martin Gammelby, der er blevet lejet i Brøndby i resten af sæsonen i en aftale, der også indeholder en købsoption.

* AGF: Offensivspilleren Magnus Kaastrup er blevet udlejet til Viborg i resten af sæsonen, og midtbanespilleren Kasper Lunding er solgt til hollandske Heracles.

* FC Nordsjælland: Den tidligere Arsenal-stopper Johan Djourou er kommet til på en fri transfer. Schweizeren har skrevet under på en toårig kontrakt.

* FC Midtjylland: Luca Pfeiffer er blevet hentet i Würzburger Kickers. Den høje, tyske angriber har skrevet under på en fireårig kontrakt med de forsvarende danske mestre. Den tidligere OB-stopper Daniel Høegh er ligeledes hentet til Heden.

* Sønderjyske: Den serbiske målmand Nikola Mitrovic har fået ophævet sin kontrakt efter gensidig aftale. Det samme har offensivspilleren Arman Taranis.

* OB: Ayo Simon Okosun skifter til den fynske klub fra FC Midtjylland. Midtbanespilleren har skrevet under på en fireårig kontrakt.

* FC København: Mathias “Zanka” Jørgensen gør igen comeback i hovedstadsklubben. Landsholdsforsvareren skifter til FCK fra Fenerbahce på en lejeaftale, der gælder for resten af sæsonen.

Udlandet:

* Ajax: Midtbanespilleren Davy Klaassen, der spillede for Ajax fra 2011 til 2017, er købt i Werder Bremen for 11 millioner euro.

* Bayern München: De forsvarende tyske mestre har været aktive. Højrebacken Bouna Sarr er blevet købt i Marseille, mens Michaël Cuisance er blevet sendt den anden vej på leje. Samtidig er kantspilleren Douglas Costa lejet i Juventus og angriberen Eric Maxim Choupo-Moting, der tidligere har spillet for blandt andet Paris Saint-Germain, er kommet til på en fri transfer.

* Hoffenheim: Ryan Sessegnon er hentet på en lejeaftale i Tottenham frem til sommeren 2021.

* Inter: Forsvarsspilleren Matteo Darmian, der har en fortid hos Manchester United, er hentet i Parma på en lejeaftale.

* RB Leipzig: Den hollandske kantspiller Justin Kluivert er lejet i Roma.

* Manchester United: Den brasilianske venstreback Alex Telles er kommet til klubben fra Porto på en fireårig kontrakt. Edinson Cavani kommer til klubben på en fri transfer og har skrevet under på en etårig kontrakt. Samtidig er Chris Smalling blevet solgt til AS Roma, som midterforsvareren i sidste sæson var udlejet til.

* Juventus: De forsvarende italienske mestre har lejet offensivspilleren Federico Chiesa i Fiorentina frem til sommeren 2022. Aftalen indeholder en købsoption.

* West Ham: Midtbanespilleren Jack Wilshere har efter gensidig aftale fået ophævet sin kontrakt med London-klubben.

* Fulham: Danske Joachim Andersen skifter til Premier League-klubben på en lejeaftale, der løber resten af 2020/21-sæsonen.

* Everton har lejet den svenske landsholdsmålmand Robin Olsen for resten af indeværende sæson. Den tidligere FCK-målmand er ejet af AS Roma.

* Arsenal: London-klubben har købt den ghanesiske midtbanespiller Thomas Partey, som skifter til Arsenal på en “længerevarende kontrakt”. Partey hentes i spanske Atlético Madrid.

* Atlético Madrid: Midtbanespilleren Lucas Torreira er blevet lejet i Arsenal. Den 24-årige uruguayaner er lejet for resten af sæsonen.

/ritzau/