Løchte har stor tro på samarbejde efter French Open-succes

Frederik Løchte Nielsen og hans tyske makker, Tim Pütz, leverede ved det igangværende French Open den bedste præstation sammen, siden de begyndte at danne par i foråret 2019.

Ved grand slam-turneringen i Paris nåede de som useedet par frem til kvartfinalen, hvor de sent mandag aften tabte en jævnbyrdig maratonmatch til verdens bedste par, Juan Sebastián Cabal og Robert Farah fra Colombia.

Den dansk-tyske konstellation havde endda to matchbolde, hvor Løchte missede ved nettet, inden colombianerne vandt med cifrene 6-7, 6-4, 7-6.

Den 37-årige dansker valgte dog at anskue nederlaget fra en positiv vinkel.

– Det var en kamp med høj kvalitet. Vi er gået meget frem og skabte chancer og var farlige selv mod verdens bedste par. At man så efter tre timer misser en flugtning på en matchbold, det er, hvad der sker. Det er bare videre, siger Løchte til Eurosport.

I starten af samarbejdet triumferede duoen ved en ATP-turnering i München og nåede kort efter finalen i Aix en Provence, og de rundede 2019 af med turneringssejre i Bratislava og Helsinki.

Men samarbejdet har også været ramt af skader og sygdom, fortæller Løchte, og de kom ikke ligefrem godt i gang efter coronapausen, da de tabte i første runde både i Prostejov og Hamburg.

Men i French Open fungerede det derimod, og duoen slog både de 5.- og 11.-seedede ud af turneringen, inden Løchte og Pütz spillede lige op med det topseedede par mandag.

– Samarbejdet har klikket, og det var nok vores bedste turnering sammen. Jeg føler mig ekstremt positiv over, hvor vi står lige nu, og derfor lader jeg mig ikke slå ud af to missede matchbolde, fordi vi gjorde så meget godt. Det lover godt for fremtiden, siger Løchte.

I næste uge stiller parret op ved en ATP-turnering i Köln.

/ritzau/