Høj tysk målscorer får fire år i FC Midtjylland

FC Midtjylland går et travlt efterår i møde med Superliga, pokalturnering og Champions League og har på transfervinduets sidste dag forstærket truppen.

Den danske mesterklub har hentet den 24-årige angriber Luca Pfeiffer i klubben Würzburger Kickers, der spiller i den næstbedste tyske række.

Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside, hvor det oplyses, at tyskeren kommer til Heden på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2024.

Pfeiffer har i denne sæson spillet to ligakampe og en pokalkamp uden at komme på tavlen for det tyske mandskab.

Men i sidste sæson havde han masser af mål i støvlerne, da han scorede 15 mål i sæsonen, hvor klubben sikrede sig oprykning. Her lavede han også otte oplæg til mål.

– Jeg er glad og stolt over at komme til en god klub som FC Midtjylland. Det er en klub, jeg har kendt i lang tid, så det er fantastisk at være her, og jeg har desuden fået en god snak med træneren, siger Luca Pfeiffer til FCM’s hjemmeside.

– Jeg er en spiller, som gerne vil score mål. Jeg er god i boksen, stærk på hovedstød og kan også sparke den i kassen med begge fødder. Forhåbentligt kan fansene juble over mål fra mig og gode resultater.

Den 196 centimeter høje angriber skal i FC Midtjylland tage kampen om spilletid op med Sory Kaba og Junior Brumado, som indtil nu har været Brian Priskes foretrukne på toppen i denne sæson.

Det er især i feltet, at Pfeiffer skal gøre sig gældende, fortæller sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside.

– Vi tror på, at han kan gøre en markant forskel i Superligaen med et godt offensivt output. Han er stærk i feltet, afslutter konsekvent og er god med hovedet. Kort sagt er han en boksspiller med stort B, siger han.

FCM råder desuden over Ronnie Schwartz og Lasse Vibe.

Midtjyderne hentede mandag også nyt blod ind til midterforsvaret. Ind er kommet Daniel Høegh, der kommer til klubben fra hollandske Heerenveen.

29-årige Høegh spillede fra 2010 til 2015 for OB, hvorefter han skiftede til schweiziske Basel.

/ritzau/