Hjulmand: Zanka har niveau til mere end Superligaen

Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand bifalder Mathias “Zanka” Jørgensens lejeaftale med FC København.

Landsholdsspilleren har udsigt til fast spilletid frem mod næste års EM-slutrunde, og det er en fordel for landsholdet. Kasper Hjulmand påpeger dog også, at en spiller af “Zankas” kaliber vil kunne gøre sig i ligaer på et højere niveau.

– Jeg synes, at Mathias har niveauet til at spille internationalt, siger landstræneren.

– FCK er jo også et godt sted at være og spiller på højt niveau, og vi ved, hvordan der bliver spillet. Jeg har ingen problemer med, at vi har landsholdsspillere, der spiller i Superligaen.

– Det er et rigtig godt sted at være for “Zanka”, og jeg glæder mig til og glæder mig over, at endnu en spiller har fundet et sted, hvor der er udsigt til fast spilletid på det niveau. Der er noget stabilitet og ro i det her skifte, siger Hjulmand.

Landstræneren håber ikke, at det bliver en sovepude at skulle spille mod modstandere på lavere niveau, end “Zanka” har været vant til i engelsk, tyrkisk og tysk fodbold. Hjulmand regner med, at landsholdsspilleren vil vise, at han er mere end god nok til Danmarks bedste række.

– Det er også en opgave herfra for “Zanka” at holde sig på tæerne og gøre tingene og afvikle tingene hurtigt, som han skal, siger Hjulmand.

Den nybagte FCK-spiller var på banen i Hjulmands to første kampe som landstræner. “Zanka” blev skiftet ind i nederlaget til Belgien og fik fuld spilletid i nullerten mod England.

Onsdag skal Danmark møde Færøerne i en testkamp.

/ritzau/