Geraint Thomas trækker sig fra Giroen efter styrt

Den britiske cykelstjerne Geraint Thomas, der styrtede mandag, stiller ikke til start på 4. etape af Giro d’Italia.

Det oplyser hans hold, Team Ineos, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Bookmakerne regnede på forhånd Thomas som den største favorit til at vinde grand tour-løbet samlet, men det blev altså en kort fornøjelse.

Geraint Thomas styrtede forud for 3. etape mandag og var så medtaget, at han tabte adskillige minutter på et løbets første bjergetaper.

En løs drikkedunk var skyld i, at Thomas styrtede i forbindelse med 3. etape. Det skete i den neutrale zone, det vil sige allerede inden, at etapen reelt set var skudt i gang.

En privat video på Twitter viste, at flere drikkedunke hoppede af rytternes cykler og rullede ind igennem feltet. En rød flaske trillede forbi flere ryttere, inden den røg ind under Geraint Thomas’ hjul og sendte ham i asfalten i relativt høj fart.

Røntgenbilleder mandag aften viste, at han ikke umiddelbart havde brækket noget, men han skulle dog undersøges igen tirsdag morgen, lød det fra hans hold.

Thomas sluttede mandag over 12 minutter efter etapevinder Jonathan Caicedo og mere end 11 minutter efter Jakob Fuglsang (Astana) og de andre favoritter.

Forud for mandagens etape lå Ineos-kaptajnen ellers godt til i klassementet. På 1. etapes enkeltstart sluttede han et stykke foran flere af de andre kandidater til klassementet – herunder danske Jakob Fuglsang.

Geraint Thomas, der vandt Tour de France i 2018, havde oprindeligt regnet med at skulle køre Touren, men Ineos valgte i stedet at satse på Egan Bernal i verdens største etapeløb og på Geraint Thomas i Giroen.

Bernal udgik af Tour de France og derfor var det revanchetid for holdet i Giroen. Derfor er Thomas’ uheld noget af en bet for det stærke britiske mandskab.

/ritzau/