35-årig skal betale Zlatan 2100 kroner for surströmmings-hærværk

En 35-årig mand er blevet dømt for hærværk mod den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovics lejlighed i november.

Det skriver svenske SVT.

Han er dømt for den 28. november at hælde surströmming ud foran Ibrahimovics lejlighed i Stockholm.

Han skrev desuden “Judas” med spraymaling på porten.

Surströmming er en klassisk svensk madvare, der består af konserveret, fermenteret sild og har en meget kraftig lugt.

Den 35-årige mand har fået en betinget dom og skal betale 30 dagsbøder på 70 svenske kroner. Han skal desuden betale 3013 svenske kroner – 2140 danske – til Ibrahimovic og 800 svenske kroner til en fond for ofre for kriminalitet.

Zlatan Ibrahimovic kom i modvind i november sidste år, da han meddelte, at han havde købt sig ind i fodboldklubben Hammarby.

Årsagen er, at Ibrahimovic i sine første år spillede for Malmö FF, der er en af Hammarbys rivaler i den bedste svenske fodboldrække, Allsvenskan.

I Malmø blev en statue af Ibrahimovic også vandaliseret, i kølvandet på at svenskeren havde købt sig ind i Hammarby.

39-årige Ibrahimovic spiller for tiden for AC Milan i den italienske Serie A.

/ritzau/