Randers lejer Emil Riis-erstatning i Holland

Randers FC har fundet en foreløbig erstatning for angriber Emil Riis, der i sidste uge blev solgt til engelske Preston North End.

Kronjyderne har lejet tysk-engelske Bassala Sambou i den hollandske klub Fortuna Sittard for resten af sæsonen. Aftalen indeholder en købsoption.

Det skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

22-årige Sambou er født i Tyskland og spiller under tysk flag, men er opvokset i England. Han kom til Coventry som 15-årig og fik sin professionelle debut for klubben i november 2015.

Det blev dog kun til en enkelt optræden for Coventry. I sommeren 2016 skiftede Sambou til Everton og blev en del af Liverpool-klubbens ungdomsafdeling.

Her blev det til 60 kampe for U23-holdet, inden turen sidste sommer gik til Fortuna Sittard. I den hollandske klub er det blevet til 28 kampe og 3 mål.

– Det er en spiller med et stort potentiale, som lurer på sit endelige gennembrud i seniorfodbold. Han er en bevægelig og fysisk stærk angriber, som har fået spilletid i Æresdivisionen i de seneste to sæsoner.

– Det er en type, vi tror, vi kan forløse på vores hold og med vores måde at spille fodbold på, siger Søren Pedersen, sportslig og kommerciel direktør i Randers, på klubbens hjemmeside.

/ritzau/