OVERBLIK: Udvalgte handler på sidste transferdag

Mandag ved midnatstid lukker sommerens forlængede transfervindue. Her følger et overblik over udvalgte handler på vinduets sidste dag:
Danmark:

* Brøndby: Venstrebacken Blas Riveros tiltræder på en fireårig kontrakt. Han er hentet i FC Basel og spiller på Paraguays landshold.

* Randers: Den australske offensivspiller Nikola Mileusnic tiltræder på en kontrakt gældende frem til sommeren 2021. Klubben har også lejet angriberen Bassala Sambou i hollandske Fortuna Sittard for resten af sæsonen.

* AaB: Den tidligere svenske landsholdsspiller Oscar Hiljemark er hentet på en fri transfer, efter at hans kontrakt denne sommer er udløbet i italienske Genoa. Hans AaB-kontrakt løber til sommeren 2023.

* AC Horsens: Islandske Ágúst Hlynsson er blevet købt i Vikingur. Den 20-årige offensivspiller, der har en fortid som ungdomsspiller i Norwich, har skrevet under på en fireårig kontrakt.

* Lyngby: Stortalentet Frederik Winther sælges til tyske Augsburg. Lyngby siger dog først farvel til forsvarsspilleren næste sommer, da Winther spiller resten af 2020/21-sæsonen i Lyngby på en lejeaftale. Desuden er backen Patrick Da Silva færdig i klubben, efter at man er blevet enig med ham om at ophæve hans kontrakt.

* AGF: Offensivspilleren Magnus Kaastrup er blevet udlejet til Viborg i resten af sæsonen, og midtbanespilleren Kasper Lunding er solgt til hollandske Heracles.

* FC Nordsjælland: Den tidligere Arsenal-stopper Johan Djourou er kommet til på en fri transfer. Schweizeren har skrevet under på en toårig kontrakt.

* FC Midtjylland: Luca Pfeiffer er blevet hentet i Würzburger Kickers. Den høje, tyske angriber har skrevet under på en fireårig kontrakt med de forsvarende danske mestre.

* Sønderjyske: Den serbiske målmand Nikola Mitrovic har fået ophævet sin kontrakt efter gensidig aftale.

Udlandet:

* Ajax: Midtbanespilleren Davy Klaassen, der spillede for Ajax fra 2011 til 2017, er købt i Werder Bremen for 11 millioner euro.

* Bayern München: De forsvarende tyske mestre har været aktive. Højrebacken Bouna Sarr er blevet købt i Marseille, mens Michaël Cuisance er blevet sendt den anden vej på leje. Samtidig er kantspilleren Douglas Costa lejet i Juventus og angriberen Eric Maxim Choupo-Moting, der tidligere har spillet for blandt andre Paris Saint-Germain, er kommet til på en fri transfer.

* Hoffenheim: Ryan Sessegnon er hentet på en lejeaftale i Tottenham frem til sommeren 2021.

* Inter: Forsvarsspilleren Matteo Darmian, der har en fortid hos Manchester United, er hentet i Parma på en lejeaftale.

* RB Leipzig: Den hollandske kantspiller Justin Kluivert er lejet i Roma.

* Manchester United: Den brasilianske venstreback Alex Telles er kommet til klubben fra Porto på en fireårig kontrakt.

* Juventus: De forsvarende italienske mestre har lejet offensivspilleren Federico Chiesa i Fiorentina frem til sommeren 2022. Aftalen indeholder en købsoption.

/ritzau/