Joachim Andersen tager en sæson i Fulham

Joachim Andersen tager et smut til Premier League i jagten på mere spilletid.

Et år efter at være skiftet til franske Lyon i en handel, der gjorde ham til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde, er Andersen nu blevet udlejet til Fulham for resten af sæsonen.

Det bekræfter Fulham på sin hjemmeside.

Andersen var sidste sæson på banen i 32 af Lyons kampe. Han var på banen i Lyons første tre kampe på denne side af sommerpausen – to gange fra start.

I de seneste tre opgør har Andersen dog været forvist til bænken.

Den danske landsholdsspiller skal nu forsøge at hjælpe Fulham op i tabellen fra klubbens placering på Premier Leagues sidsteplads. London-klubben har tabt alle sine fire første kampe i sæsonen.

Joachim Andersen skiftede i 2013 fra FC Midtjyllands ungdomsafdeling til hollandske Twente.

Fire år senere gik turen så til italienske Sampdoria, hvor Andersen for alvor fik sit gennembrud. I sommeren 2019 blev han så altså solgt til Lyon for 30 millioner euro – svarende til cirka 223 millioner kroner – den højeste pris der nogensinde er betalt for en dansk fodboldspiller.

Andersen blev første gang udtaget til landsholdet i marts sidste år forud for en testkamp mod Kosovo og et møde med Schweiz i EM-kvalifikationen.

Han fik dog først debut, da han i en testkamp mod Luxembourg i oktober fik de sidste små ti minutter på banen. Det er Andersens hidtil eneste optræden på A-landsholdet.

Kasper Hjulmand udtog stopperen til Danmarks Nations League-kampe mod Belgien og England i september, men sendte ham ikke på banen.

Andersen var ikke en del af Hjulmands trup til Danmarks kommende kampe mod Færøerne, Island og England.

/ritzau/