Ekspert: Vaklende storhold er godt for Premier League

De første spillerunder i Premier League har budt på flere store nederlag til ligaens favoritter.

Søndag tabte de regerende mestre fra Liverpool med 2-7 til Aston Villa, og for nylig tabte Liverpools formentlig hårdeste rivaler fra Manchester City med 2-5 til Leicester.

Resultaterne lover godt for denne sæson, mener den tidligere Liverpool-spiller Jamie Carragher, der gør sig som ekspert hos Sky Sports.

De seneste to sæsoner har Liverpool og City slået så store huller til de øvrige konkurrenter, at det er gået ud over spændingen.

– Jeg ønsker, at Premier League er lidt mere, som det er i den her sæson.

– Når man taler om, at man skal op på 95 point for at vinde ligaen, så er det bemærkelsesværdigt, men på nogle måder dræber det også Premier League, siger Carragher.

– Jeg vil gerne tilbage til, at det kræver et pointantal i midten af 80’erne.

– Det er ensbetydende med, at man taber flere kampe. Det øger spændingen, og de hold, der slutter som nummer fire, fem og seks er ikke så langt bagefter, siger han.

Jamie Carragher spår, at et mindre hold kan gå hen at overraske og tage mesterskabet. Ligesom Leicester med Kasper Schmeichel i målet gjorde i 2015/16.

Sky Sports-eksperten vurderer, at coronapandemien er til fordel for de lidt mindre klubber.

– Der har ikke været nogen opstart, og det hele er presset sammen for, at man kan nå at spille alle kampene.

– Så trænerne har ikke meget tid til at arbejde med deres hold på træningsbanen og til at få udbedret deres defensive skrøbeligheder.

– Så vi får måske en Leicester-sæson og en ny mester – og måske endda en anderledes top-4. Det lover godt for Premier League i denne sæson, siger Jamie Carragher.

Ud over City og Liverpool så har Manchester United også allerede indkasseret et stort nederlag. Søndag tabte United med 1-6 til Tottenham.

Den tidligere United-spiller Patrice Evra, der også er ekspert hos Sky Sports, er rystet.

– Jeg ønsker ikke promovere vold, men der er mange personer i den klub, der trænger til en lussing, siger Evra.

/ritzau/Reuters